Hjerter Dame

Septemberforliget i 1889.

I perioden efter slaget på Fælleden, organiserede de danske arbejdere sig i mange mindre fagforeninger. Denne udvikling medførte, at der blev organiseret langt flere strejker end man førhen havde oplevet, og det lykkedes derigennem arbejderne at tilkæmpe sig bedre overenskomster og lønninger på flere arbejdspladser.

Arbejdsgiverne var tilgengæld ved at være godt og grundigt trætte af denne udvikling og de følte, at deres ret til at bestemme på deres egen arbejdsplads var blevet indskrænket, på grund af de mange strejker. For at komme denne problematik til livs havde arbejdsgiverne derfor i 1896 organiseret deres tolv eksisterende arbejdsgiverforeninger under én hovedorganisation ved navn "Dansk Mester- og Arbejdsgiverforening", som stadigt eksisterer i dag og er den forening vi ser i Hjerter Dame, under navnet Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

I 1899 nægtede omkring 300 snedkersvende fra syv mindre jyske byer at vedtage en overenskomst, som snedkerforbundet og arbejdergiverne var blevet enige om. I første omgang blev snedkerne lockoutet, hvilket betød at de var udelukket fra at arbejde og, at de dermed heller ikke fik løn. Men i maj besluttede DA sig for at indføre en storlockout, der resulterede i at omkring 40.000 arbejdere landet over blev lockoutet.

Mange af fagforeningerne ville egentligt helst være forblevet selvstændige, men grundet det øgede pres fra arbejdsgiverne igennem DA, havde fagforeningerne imidlertid også i 1898 samlet sig under én hovedorganisation ved navn "De samvirkende fagforbund". Det er denne forening vi følger i Hjerter Dame, og som frem til 31. december 2018 var kendt som Landsorganisationen i Danmark (LO) og i dag hedder Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Med disse nye større foreninger, følte begge parter sig rustet til en storkonflikt og de var begge opsatte på at få deres krav gennemtvunget. Denne selvsikkerhed og uvilje til at give sig medførte en fire måneder lang konflikt, hvori de 40.000 arbejdere var lockoutet. Konflikten blev afsluttet med et forlig, hvori LO accepterede arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet på de enkelte arbejdspladser og DA accepterede arbejdernes ret til at organisere sig. Det blev derudover bestemt, at de to hovedorganisationer ved fremtidige konflikter og overenskomstforhandlinger skulle anerkende hinanden. Med Septemberforliget var fundamentet til den danske model, hvori arbejdsmarkedets vilkår og aftaler bygger på frivillige aftaler imellem arbejderne og arbejdsgiverne med minimal indgriben fra staten, hermed støbt.