Hjerter Dame

Middelalderens Samfund.

I den tidlige middelalder begyndte man så småt at afvikle trældom, men det var langt fra ensbetydende med, at der blev indført lige forhold for alle.

Det danske middelaldersamfund var hierarkisk opbygget med kongen og kirken som den øverste magt. Under kongen lå de adelige familier, der skulle beskytte ham, stille med soldater i tilfælde af krig, og holde styr på bestemte områder af landet, som kongen havde tildelt familien.

Borgerne.

I midten af hierarkiet lå borgerne, som boede inde i byerne. Borgerne indebar købmænd, handlende, og håndværkere af forskellige erhverv. For at organisere erhvervene i byen, blev der indført såkaldte håndværkerlav. Et lav fungerede på sin vis lidt som en simpel version af nutidens arbejdsgiverorganisationer (eksempelvis DA, som set i Hjerter Dame), og havde til opgave at sikre, at der hverken var for mange eller for få mestre inden for et specifikt erhverv i byen. Derudover var det også lavets opgave at overvåge både kvaliteten og priserne på såvel arbejde som varer inden for erhvervet, for at sikre lige og rimelige vilkår, mestrene imellem.

Borgere havde derfor relativt gode vilkår i middelalderen, men det var tilgengæld heller ikke alle og enhver, der kunne blive det. Hvis man ønskede at få borgerskab inden for et bestemt erhverv, skulle man nemlig ansøge derom hos lavet, og man kom kun i betragtning, hvis der manglede mestre inden for erhvervet og man var udlært inden for faget. Derfor endte man i middelalderen oftest med at blive det samme som ens forældre havde været.

Bønderne.

På de landområder de adelige familier ejede, fandtes der et antal mindre gårde, der hver især var tilknyttet et mindre landareal, som kunne bruges til landbrug. Disse gårde udlejede adelsmændene, som gårdens jordejere, til bønder, der ønskede at drive landbrug - de blev kaldt fæstebønder.

Når en bonde indgik en aftale om fæste med en jordejer, skrev de under på en kontrakt, der blandt andet indebar, at fæstebonden skulle betale skatter og afgifter til jordejeren, at gården skulle vedligeholdes, og at bonden altid skulle være høflig og lydig over for både kongens lov og jordejeren.

Derudover skulle fæstebonden udføre hoveri, som var en form for tvungent arbejde. Hoveri indebar at fæstebønderne skulle stå til rådighed i et bestemt antal dage om året, hvor de på jordejerens ordre skulle udføre arbejde på områdets hovedgods.

Når kontrakten var underskrevet var fæstebonden tilgengæld sikret en livslang ret til gården og dens landbrug. Når fæstebonden selv havde valgt at indgå i en fæstekontrakt, var der her ikke tale om slaveri, men fæstebonden var ofte stadigt nødt til at finde sig i at blive behandlet dårligt. Hvis ikke fæstekontrakten blev overholdt, kunne jordejeren nemlig vælge af opsige kontrakten, hvorefter bonden var tvunget til at flytte fra gården. Det var først i slutningen af 1700-tallet, at det blev forbudt for jordejerne at udsætte deres fæstebønner for korporlig afstraffelse.

Fæstebønderne var dog ikke de nederste i hierarkiet, for under dem fandt man de tyende. De tyende var mænd og kvinder der hjalp til på gårdene, og deres vilkår og rettighed var endnu mere begrænsede end fæstebondens. Som tyende var man ikke sikret langvarig ansættelse, hvilket betød at man var nødt til at affinde sig med lange og hårde arbejdsdage, dårlig betaling og korporlig afstraffelse, hvis ikke man ville risikere at blive smidt på porten. Dem, som ikke kunne få et job som tyende, eller som blev smidt på porten endte oftest som tiggere, der måtte leve på gaden af de almisser, som andre undte dem.