Hjerter Dame

gule fagforeninger.

---

I Hjerter Dame diskuterer LO’s ledelse tilbagegangen i organisationens medlemstal. Mange er i stedet blevet medlem af en såkaldt ”gul fagforening”. Begrebet ”de gule” stammer fra Frankrig, hvor det i 1880’erne betegnede sammenslutninger mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Ideologisk stod det for samarbejde mellem arbejderklassen og borgerskabet, og ”de gule” var derfor i et modsætningsforhold til socialisterne, som kæmpede for arbejdernes rettigheder - og mod borgerskabet.

De gule, ideologisk alternative fagforeninger er lønmodtagerorganisationer, som står uden for de traditionelle hovedorganisationer: FH (tidligere LO og FTF) og AC. De adskiller sig fra de traditionelle fagforeninger ved ikke at anerkende en grundlæggende interessekonflikt mellem arbejdsgiver og lønmodtager, og de indgår generelt ikke overenskomster. ”De gule” tager udgangspunkt i egne overenskomster, hvor de findes, og hvor der ikke er egne overenskomster, tager de udgangspunkt i de overenskomster, som de traditionelle fagforeninger og arbejdsgiverne har forhandlet på plads.

De gule fagforeninger omfatter Det Faglige Hus, Kristelig Fagforening (Krifa), De Frie Funktionærer og Jobtryghed. Generelt er medlemskab af ”de gule” noget billigere end medlemskab af traditionelle fagforeninger. En væsentlig årsag er, at de i modsætning til traditionelle fagforeninger ikke indgår overenskomster og opretholder strejkekasser, som skal bruges i tilfælde af en konflikt.

De gule fagforeninger har oplevet en kraftig medlemsfremgang de seneste 20 år. I 2015 var 9,5 procent af lønmodtagerne medlem af en gul fagforening. I 1985 var tallet under 1 procent. Omvendt er medlemstallet hos de traditionelle fagforeninger gået tilbage fra 69 procent i midten af 1980’erne til 58 procent i 2015. Figuren nedenfor viser stigningen i antallet af medlemmer af gule fagforeninger i perioden 2011-2017.

Kilde: Danmarks Statistik.

Kritikere af ”de gule” påpeger, at de lukrerer på de traditionelle fagforeningers arbejde med at forhandle og administrere overenskomsterne i Danmark - uden selv at betale en krone for dette arbejde. Desuden påpeger kritikerne, at lønmodtagerne står svagere, hvis deres fagforening ikke er parat til at tage kampskridt over for arbejdsgiverne.

Fortalere for de gule fagforeninger fremhæver omvendt den lave pris. Undersøgelser viser da også, at et stort flertal af de gules medlemmer angiver, de har skiftet fagforening på grund af prisen. Enkelte angiver dog ideologi som en vigtig årsag til at flytte fra traditionelle fagforeninger, der historisk har støttet venstrefløjen i dansk politik.

De falske fagforeninger underminerer vores arbejdsmarkedsmodel

Af Niels Jespersen, historiker og tidligere tillidsmand i SID (nu kaldet 3F), Politiken, 30. august 2018 (uddrag)

De gule fagforeninger er reelt blot forretninger, der skal genere overskud. Alligevel nyder de en række begunstigelser fra staten på linje med de ægte fagforeninger.

Ingen tid til frokost, klamme toiletter og en løn, der var 18 procent ringere end mindstelønnen. Det var dagligdag for guiderne på de københavnske kanalrundfarter, indtil de organiserede sig. Med fagforeningen HK i ryggen tvang guiderne Canal Tours til at indgå overenskomst. Rederiet strittede imod og forsøgte at trække forhandlingerne i langdrag, så de kunne nå igennem den lukrative turistsæson, mens de udstillede deres egne medarbejdere som hjernevaskede idioter. Lige meget hjalp det. I sidste ende sejrede lønmodtagernes sammenhold.

Det, vi kan lære af arbejdskampen på kanalbådene, er, at de ansatte aldrig havde fået bedre vilkår, hvis det ikke havde været for de ægte fagforeninger. Dvs. dem i LO. Og inden jeg får vrede akademikere på nakken, skal jeg tilføje, at FTF og AC også er ægte fagforeninger, men de er kun for dem med mellemlange og lange uddannelser.

For ufaglærte og faglærte danskere er det de klassiske fagforeninger, dem med røde faner, som udgør det eneste værn mod skruppelløse arbejdsgivere. Hvorfor er det vigtigt? Jo, fordi der gennem de seneste årtier er fremblomstret en række falske fagforeninger. Såkaldte ”fagforretninger” eller ”gule” fagforeninger, som de kaldes, der efterhånden har opnået omkring 350.000 medlemmer.

De lever af at tilbyde den samme juridiske støtte til medlemmerne som LO-forbundene, men de påtager sig ikke det besværlige og dyre arbejde med at tvinge genstridige arbejdsgivere til at indgå overenskomst, som det var tilfældet med Canal Tours. De har heller ingen strejkekasse. Resultatet er, at de kan tilbyde billigere kontingenter. De gule fagforeninger hævder selv, at det skyldes, at der er mere pamperi i de røde fagforeninger, men det passer ikke. Toplønningerne i de gule fagforeninger er højere end i LO.

De gule fagforeninger, der med professor i arbejdsmarkedsforskning Henning Jørgensens ord er ”snyltere”, som benytter sig af ”falsk markedsføring”, er ikke effektive demokratiske medlemsorganisationer, men reelt blot forretninger, der skal genere overskud.

Alligevel nyder de en række begunstigelser fra staten på linje med de ægte fagforeninger. F.eks. kan man trække sit fagforeningskontingent fra i skat, når man er medlem af en gul fagforening, og de er også fritaget fra markedsføringsloven. Det sidste har medført et større slagsmål mellem de to største gule forbund. Nemlig Krifa og Det Faglige Hus, der beskylder hinanden for at lyve og stjæle kunder fra hinanden. (…)

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor de gule fagforeninger overhovedet er undtaget fra markedsføringsloven. Der er jo ikke tale om fagforeninger i traditionel forstand, der forsvarer arbejdernes rettigheder over for arbejdsgiverne (…)

Problemet med de gule fagforeninger er (…) at de underminerer vores arbejdsmarkedsmodel. Over hele den vestlige verden er magtforholdet mellem arbejde og kapital de sidste årtier blevet forrykket til fordel for de rige. Værst står det til i USA, hvor reallønstigningen for mange arbejderne reelt er gået i stå, mens virksomhedsejerne skovler penge ind. Den stigende ulighed medfører politisk ustabilitet, der giver populister som Trump og de britiske Brexit-konservative vind i sejlende. Uligheden er altså ikke bare uretfærdig, den er også ødelæggende for det liberale demokrati. Herhjemme står det bedre til, men det skyldes udelukkende vores stærke fagforeninger.

Det bliver imidlertid ikke ved med at være tilfældet, hvis de undermineres af Krifa og Det Faglige Hus, der høster medlemskontingentet.

Til Kilden.

At vi har nytænkende løsninger, gør os altså ikke til snyltere

Af Søren Fibiger Olesen, formand i KRIFA, Politiken, 4. september 2018

KRIFA går kun efter overskud. Sådan lød en af mange beskyldninger, Niels Jespersen for nylig kom med i et debatindlæg her i Politiken. Det er helt rigtigt, at vi går efter overskud. Overskud blandt vores 200.000 medlemmer og lønmodtagere generelt. Vi arbejder nemlig hver dag for at forbedre arbejdslysten både i hele landet og blandt vores medlemmer.

Lad mig komme med et eksempel: Lone er blevet fyret fra sit arbejde. Hun ringer ind til en af Krifas jurister for at tjekke op på, om afskedigelsen var i orden. Juristen fornemmer hurtigt, at Lone var dybt ulykkelig i sit job og har tydelige stresssymptomer. Hun bliver stillet videre til en stresskonsulent, som giver hende værktøjer til at handle på stressen. Lone måler sin arbejdslyst online og finder ud af, hvad hun har manglet i sit nye job, og hvad der er vigtigt for hende i et fremtidigt. Hun taler med en jobkonsulent, der guider hende i den rigtige retning.

Lone ender i sit drømmejob fri for stress og med en arbejdslyst i top. Lone fik sit overskud tilbage. Og ja, det er lige præcis, hvad Krifa går efter. Hun er et godt eksempel på, hvad det rigtige eller forkerte job kan gøre. Det er derfor, vi forsker i arbejdslyst og ved, hvad der skal til for, at vi trives på jobbet. Det er derfor, vi har udviklet et onlineunivers, der kan måle arbejdslyst og give skræddersyede værktøjer til, hvordan man forbedrer den. Det er derfor, vi har en arbejdslystkonsulentuddannelse. Det er derfor, vi har masser af tiltag mod stresssymptomer.

Niels Jespersen kalder også Krifa skruppelløse, snyltere og falske. At vi tror på, at arbejdsgiver og lønmodtager er hinandens forudsætninger og ikke modsætninger, gør det os ikke skruppelløse. At vi er moderne og nytænkende, gør os ikke falske. At vi har andre løsninger, gør os ikke til snyltere. Og at vi mener, at man bør kigge den danske model efter i sømmene, så der også er basale rettigheder til de 700.000 lønmodtagere, som ikke arbejder under en overenskomst, betyder ikke, at vi underminerer den danske model.

Niels Jespersen mener også, at det er alt for galt, at vi ikke er en del af markedsføringsloven. Fagforeninger er undtaget, og derfor er vi selvfølgelig også. Men vi mener faktisk, at vi fagforeninger burde være underlagt markedsføringsloven. Vi har nemlig ikke noget problem med at vise, hvad vi selv kan tilbyde, i stedet for at nedgøre andre. Krifa har nemlig en tårnhøj medlemstilfredshed og masser af gode grunde til, at det giver stor værdi at være en del af os.

Så kære Niels Jespersen. Jeg håber, at du er blevet lidt klogere på, hvorfor så mange danskere har valgt Krifa. Og at moderne ikke er det samme som falsk. Ellers er du altid velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe og en snak om, hvordan vi sammen kunne arbejde for at øge arbejdslysten i Danmark.

næste >