I filmen Hjerter Dame nævnes den danske model flere gange i forbindelse med de igangværende overenskomstforhandlinger. I den sammenhæng spiller ”urafstemning” og ”sammenkædningen” en afgørende rolle for, om overenskomsten kan vedtages. I begyndelsen af det 20. århundrede blev overenskomstforslag vedtaget eller forkastet på repræsentantskabslignende møder. De enkelte fagforbund kunne i øvrigt vælge at stå udenfor og kæmpe kampen, selv om andre accepterede overenskomstforslaget. Beslutningen om, hvorvidt man ville i konflikt eller acceptere forliget, var reelt en ”decentral” og ikke en kollektiv beslutning. Omkring slutningen af Første Verdenskrig valgte man at gå over til at afholde urafstemninger, hvor medlemmerne altså afgjorde eller forkastede forslaget. Fagoppositionen var dog godt organiseret og lykkedes flere gange med sin agitation for et ”nej” til forslagene. På den måde optrådte fagbevægelsen altså ikke som en samlet og disciplineret enhed over for arbejdsgiverne.
I 1929 ramte den økonomiske verdenskrise Danmark. Eksporterhvervene oplevede tilbagegang og arbejdsløsheden steg og steg. Ved afstemningen om overenskomsten 1931 valgte den daværende forligsmand for første gang at sammenkæde resultatet af afstemningerne i de enkelte forbund sådan, at alle forbund skulle accepteret aftalen. Sammenkædningen ville betyde storkonflikt, hvis bare et forbund sagde ”nej”. På trods af, at krisen pressede fagbevægelsen, var mange af enkeltforbundene ikke indstillet på forlig. Der måtte tre afstemninger til inden DSF havde et massivt flertal af forbund i ryggen. DSF indgik en samlet overenskomst. Reglen om sammenkædning blev sammen med en regel om, at der skulle et kvalificeret flertal til at forkastet et forslag, lovfæstet i den nye forligsmandslov af 1934. Det var en bestemmelse, der havde DSFs fulde opbakning.
De enkelte fagforbund spillede en stor rolle i overenskomstforhandlingerne helt frem til 1950. Man taler i den forbindelse gerne om, at forhandlingerne var decentrale. I perioden fra 1950 og frem til 1981 blev det LO og DA, der tog over, og forhandlingerne var i denne periode ”centrale”. Udviklingen faldt sammen med, at korporativismens princip vandt frem – særligt efter Anden Verdenskrig. Siden 1981 har forhandlingerne igen haft en decentral struktur.
Det er et grundfæstet princip i fagbevægelsen, at konflikt er den sidste mulighed for at opnå et resultat, og at forhandlinger, kompromiser og aftaler er at foretrække. Ikke desto mindre har der i løbet af det 20. århundrede været over 14.000 arbejdskonflikter med henimod 40 millioner tabte arbejdstimer. Hårdest gik det til i første og sidste del af århundredet. Det kan der være mange forklaringer på, men arbejdsgivernes brug af stor-”lock-out” var forholdsvist hyppigt forekommende i den første del af århundredet, mens fagoppositionen spillede en stor rolle navnlig i 1970erne.
Spørgsmålet om løn er altid centralt i forhandlingerne. Derudover har der også været perioder, hvor arbejdstidens længde, pensionsordninger, ligeløn mellem kønnene, demokrati på arbejdspladsen mv. har været dagsordensættende.
Supplerende materialer
Om fagoppositionen.
Oversigt over centrale arbejdsmarkedspolitiske indgreb og reformer.
Oversigt over faglige kampe på det danske arbejdsmarked.
Oversigt over konflikter på og reformer vedrørende arbejdsmarkedet.
Kilde- og artikelsamling vedrørende fagbevægelsens historie 1870 til 1940.
Kilder og artikelsamling vedr. Kønnenes kamp og ligeløn.
Gennemgang af konflikter vedr. organisations og ledelsesret.
Her er en række links til beskrivelser af temaer omkring arbejdskonflikter i de sidste 150 år. Materialet er fra arbejdermussets hjemmeside:
Copyright © 2024 | Hansen & Pedersen