Hjerter Dame

den danske korporativisme.

---

Fagbevægelsen udviklede sig fra at være små lokale foreninger, som fra tid til anden lykkedes med at koordinere deres aktiviteter, for eksempel i ”den store murestrejke” (1872). Senere dannede man et mere permanent samarbejdsforum ”De Samvirkende Fagforeninger” (1886), og endelig etablerede man ”De samvirkende fagforbund” (DSF) i 1898, det der i dag hedder Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH, tidligere LO). DSF skulle være samarbejdsorganet og platformen for debatten om, hvordan fagforbundene skulle målrette deres aktiviteter.

Arbejdsgiverne anerkendte, som hovedregel ikke, at fagforeningerne kunne forhandle løn og arbejdsvilkår på vegne af deres medlemmer. I 1899 udbrød ”Storkonflikten” mellem DSF og det relativt nydannede Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening. Efter en meget hård styrkeprøve enedes de to organisationer om det så kaldte ”Septemberforlig” (også kaldet ”Hovedaftalen”), hvor princippet om fagbevægelsens forhandlingsret over for arbejdsgiverne blev knæsat, mod at de ansatte overholdt aftalen i den tidsperiode, de havde aftalt.

For at integrere overenskomst og forhandlingsregimet etablerede staten i 1910, med opbakning fra de to hovedorganisationer, et mæglings- og voldgiftssystem, der skulle virke for at forhindre udbrud af stridigheder på arbejdsmarkedet. Det bestod af ”Den Permanente Voldgiftsret” (fra 1964 kaldet ”Arbejdsretten”), hvis afgørelser blev bindende og ikke kunne ankes, samt ”Forligsmandsinstitutionen”, der skulle mægle i forbindelse med overenskomstforhandlinger og fremsætte forligsforslag. Forligsforslagene var dog ikke bindende for parterne. Dermed var rammerne på plads om det, vi i dag forstår ved ”Den danske Model”, dvs. det arbejdsmarked, der styres gennem forhandlinger mellem arbejdsgivernes og lønmodtagernes faglige organisationer.

I ovenstående klip fra Hjerter Dame ser vi LO’s formand Lizette Risgaard til møde med bl.a. Statsministeren Lars Løkke Rasmussen. Der er tale om, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne i fællesskab med regeringen skal finde løsningerne for lærlingenes praktikpladser og integration af flygtninge til det danske arbejdsmarked. Den måde at finde løsninger på karakteriseres ofte under begrebet korporatisme.

Storkonfliktens udfald i 1899 gjorde fagbevægelsen til en magtfaktor i Danmark, som den etablerede magtelite fra erhvervslivet og det politiske miljø måtte kalkulere med og i næste omgang integrere i samfundets styringssystem. Det integrerede samarbejde mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, der holdt helt frem til 1990erne, sikrede, at fagbevægelsen altid var informeret om store politiske spørgsmål, og også havde en afgørende indflydelseskanal i forhold til lovgivningsprocessen. Det fik stor betydning for den måde navnlig arbejdsmarkedspolitikken og sociallovgivningen blev tilrettelagt på.

Den første skridt i den retning kom med statsstøtten til arbejdsløshedskasserne i 1907, etableringen af den faste voldgiftsret (arbejdsretten) og forligsinstitutionen fra 1900-1910 og arbejdsformidlingen 1913. Fagbevægelsen havde således også to repræsentanter i ”Prisreguleringskommissionen”, der fungerede fra første verdenskrigs udbrud og frem til 1921, uden at de dog fik afgørende indflydelse på reguleringspolitikken.

Den første skridt i den retning kom med statsstøtten til arbejdsløshedskasserne i 1907, etableringen af den faste voldgiftsret (arbejdsretten) og forligsinstitutionen fra 1900-1910 og arbejdsformidlingen i 1913. Fagbevægelsen havde således også to repræsentanter i ”Prisreguleringskommissionen”, der fungerede fra første verdenskrigs udbrud og frem til 1921, uden at de dog fik afgørende indflydelse på reguleringspolitikken.

Den afgørende sejr for fagbevægelsen kom dog gennem forhandlinger med arbejdsgiverne. Indførelse af 8 timers-arbejdsdagen i 1918 var et foreløbig højdepunkt. Den aftale skaffede arbejderne de vilkår, som havde været det højest prioriterede ønske i fagbevægelsen siden dens spæde start.

Perioden frem til 1929 var fortsat præget af konflikter, også meget store og bitre konflikter på såvel arbejdsmarkedet, som internt i fagbevægelsen. Da verdenskrisen efter Wall Street krakket i 1929 for alvor satte sig igennem i Danmark var hele samfundet (arbejdsgivere og arbejdstagere) presset på deres eksistensgrundlag. Den udfordring skubbede på udviklingen af det korporativistiske samarbejde mellem stat, fagbevægelse og arbejdsgiverne. Staten fik en mere betydende rolle i forhold til at regulere markedet og vilkårene for lønmodtagerne. Mest berømt er ”Kanslergadeforliget” i 1933, hvor et flertal i Folketinget afblæste en storkonflikt og indførte visse hjælpeforanstaltninger for de arbejdsløse. Det var også et stort fremskridt at man samlede sociallovgivningen under ét og delvist fik indført ”retsprincippet” frem for ”trangsprincippet” ved tildeling af offentlige ydelser. Konflikterne ophørte ikke, men med flertalsregeringerne af Socialdemokratiet og De Radikale fra 1929 og frem forbedredes mulighederne for politisk at ændre vilkårene for det arbejdende folk gennem reformer, så som ferieloven, reguleringer af arbejdsmarkedet, beskæftigelsesloven af 1937, nedsættelse af diverse kommissioner med deltagelse af bl.a. fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Den efterfølgende lovgivning for de respektive områder (arbejdsmarkedet og det sociale området) manifesterede det tætte samarbejde mellem kapital, stat og lønmodtagerorganisationerne. Korporativismen kommer til udtryk ved, at fagbevægelsen har været fast repræsenteret i ministerielle nævn og udvalg, der har varetaget udmøntningen af lovgivningen samt i lovforberedende udvalg og kommissioner. Denne trend nåede sit klimaks i 1960erne og 1970erne. Her var danske interesseorganisationer, herunder også fagbevægelsen, repræsenteret i lidt under halvdelen af alle statslige udvalg. Siden 1980erne har der været en tendens til at begrænse, men ikke udelukke organisationerne og herunder fagbevægelsen repræsentativitet i sådanne udvalg.

Hele dette integrerede samarbejde har også resulteret i fænomenet ”flexicurity”. De mange sociale foranstaltninger har gjort, at fagbevægelsen ikke har behøvet at kræve lange tidsfrister for fyringer og særlige garantier, mod- og godtgørelsesordninger, i tilfælde af opsigelser. Det har medført at arbejdsgiverne ikke behøver at tænke mere end 3 måneder frem i forhold til, hvor mange ansatte det er relevant at have på arbejdspladsen. Dette har givet arbejdsgiverne en væsentlig økonomisk og konkurrencemæssig fordel sammenlignet med andre konkurrenter på det europæiske marked.

Fælleserklæringen fra 1986 er endnu et eksempel på, at man i fællesskab har taget et økonomisk ansvar. 1980erne var kendetegnet af omstilling til EU’s indre marked. Gennem trepartsforhandlinger om en strategi, der kunne sikre dansk erhvervslivs konkurrenceevne, enedes man om, at fagbevægelsen fremover skulle stille moderate lønkrav, og til gengæld skulle man i fællesskab etablere pensionsordninger for de ansatte. Staten garanterede heroverfor gennem den såkaldte fastkurspolitik, værdien af lønindkomsten, så den ikke ville blive udhulet af inflation.

Alt i alt har det været afgørende for samfundsudviklingen i Danmark, at den har været præget af stabilitet gennem forhandlinger og aftaler, også i perioder hvor interessemodsætningerne har været skærpede.

bonus.

Supplerende materiale om trepartsforhandlinger og korporativistisk samfundsstyring

• Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, Når trepartssamarbejde skaber reformer
• Jesper Due, J.S.Madsen, C.S.Jensen ”Den danske model” Jurist og økonomforbundet 1993
• Kapitel 12 og 13 i P. Munk Christiansen, Asbjørn Sonne Nørgaard, Niels Chr. Sidenius, HVEM SKRIVER LOVENE?

Spørgsmål til kilden:

1. Forklar de tre formål, man har med foreningen. Hvordan vil opfyldelsen af disse tre formål kunne styrke fagbevægelsen og dermed forbedre arbejderne levevilkår?
2. Hvad er forudsætningen for at man kan opnå disse formål?
3. Med hvilke argumenter kræver man at arbejdstiden skal sænkes?
4. Det fremgår af kilden at fagforeningerne vil have monopol på at erklære strejke mod en arbejdsgiver og at man først skal bruge fredelig midler. Hvordan vil I forklare at det er et vigtigt punkt i manifestet?
5. Hvorfor ønsker man en voldgiftsret?

næste >