Hjerter Dame

Arbejderbevægelsen.

---

1860ernes begyndende industrialisering og de elendige leveforhold for underklassen på landet satte skub i urbaniseringsprocessen. Byer som København og Odense voksede kraftigt fra 1860erne og frem. Levekårene for den almindelige arbejder i sidste del af 1800 tallet - faglært som ufaglært - var målt med vore dages alen, kummerlige. Man havde en arbejdstid på 10-11 timer seks dage om ugen. En opgørelse af fem forskellige arbejderfamilier fra 1897 viser at indtægterne svingede fra 1.006 og op til 1.379 kr. Mens de samme familier sad i udgifter for mellem 1.184-1.402 kr.

Levefoden var ikke høj. Selv om den ikke bød på decideret sult var døden en hyppig gæst. 1/3 af en årgang var allerede væk, når den nåde en alder af 15 år og 50 % nåede aldrig at blive 55 år. Udgifter til fødevarer tog cirka halvdelen af familiens indkomst. Boligerne var trange, fugtige og kostede mellem 12-25 % af familiens indkomst. Resten af indkomsten gik til beklædning, forskellige foreninger, herunder de vigtige begravelsesforeninger, afdrag på lån, aviser, lægehjælp mv. Perioder med arbejdsløshed kunne ændre hele den balance, man trods alt havde, og da der i praksis ingen hjælp var at hente nogen steder, kunne det ruinere alt, hvad man havde forsøgt at bygge op.

Undertrykkelsesformen ændrede karakter, da de tidligere husmænd og daglejere kom ind til byen. Fra at have levet isoleret på små husmandssteder og haft ”ansigt til ansigts-relation” med præsten, fogeden og storbonden, var man nu i en mere subtil og strukturel undertrykkelsessituation, hvor panserbassen, pantefoden og værkføreren kun delvis kunne hævde sin kontrol over menneskemasserne i byen. Der blev på en helt anden måde plads til at udtrykke indignation og organisere modstand og protest mod de urimelige leveforhold.

Indignationen over de elendige levevilkår og den hårde udbytning af arbejdskraften blev en afgørende drivkraft for fagbevægelsens vækst. Medlemstallet steg i fagbevægelsen op gennem det 20. århundrede. Man indså nødvendigheden af sammenhold og disciplin i egne rækker. Den enkelte arbejder sluttede generelt op om de fælles beslutninger, hvad enten der var tale om overenskomstaftaler, strejker eller andre arbejdsmarkedskonflikter. Skruebrækkeri var dog altid en trussel mod fællesskabet og kampen for acceptable leveforhold. Der var også en intern opposition i arbejderbevægelsen med rod i venstrefløjen. I perioder lykkedes denne med at opnå betydende indflydelse på de centrale beslutninger og organisationer. Mest afgørende i perioden før og efter Første Verdenskrig og under 1970ernes krise.

Det lykkedes fagbevægelsen at opnå succes. Formanden for LO sagde i 1982, ”vi har sejret af helvede til godt”. Arbejderklassen har gennem sine kampe på arbejdsmarkedet og sin politiske indflydelse gennem socialdemokratiet opnået det, som Guy Standing kalder de syv industrielle borgerrettigheder:

1. Tilstrækkelige muligheder for at få arbejde
2. Formelle regler, der skaber sikkerhed i ansættelsen
3. Jobsikkerhed inden for det område man ”behersker”
4. Godt arbejdsmiljø
5. Mulighed for efteruddannelse
6. Sikkerhed for en tilstrækkelige lønindkomst
7. Repræsentationssikkerhed gennem tillidsrepræsentant og fagforening.

Arbejdsmarkedet før 1900 var kendetegnet ved en høj grad af daglejerjob. Det var med et moderne udtryk ”prekariatiseret”. Håndens arbejdere var typisk daglejere, der var hyret til bestemte opgaver en dag ad gangen. De, der blev hyret til at arbejde på fabrik, kunne fyres med omgående virkning.

Efterhånden som håndens arbejdere blev organiseret i faglige foreninger, voksede arbejderklassen frem, og denne klasses organisering betød, at arbejdsmarkedet langsomt blev afprekariatiseret. Det ene hjul var fagbevægelsen, der byggede på to grundlæggende principper. Det ene princip drejede sig om faglig afgrænsning (glaspustere, rørlæggere, tømre, murere osv.), altså faglig eksklusivitet. Det andet princip drejede sig om organisatorisk eksklusivitet, det vil sige en afvisning af, at andre end arbejderbevægelsens fagforeninger kunne repræsentere de ansatte over for arbejdsgiverne.

Det andet hjul var det tætte samarbejde med Socialdemokratiet, der fra 1924 opnåede samfundsmæssig anerkendelse som et ansvarligt regeringsbærende parti. Igennem den politiske magt og regeringsansvaret kunne man opbygge et socialt sikkerhedsnet, der værnede arbejdsmarkedet og samfundet mod et daglejerproletariat, der underbød den organiserede arbejdskraft og optrådte som skruebrækkere under arbejdskonflikter.

Alt dette nåede sit højdepunkt under den kolde krig, hvor arbejderklassens opbakning til og medvirken i styringen af det kapitalistiske samfund ansås for essentiel for at opretholde systemet og bekæmpe kommunismen. Magteliten anerkendte arbejderklassen med dets organisationer som et afgørende fundament for det kapitalistiske samfund, hvilket viste sig gennem den korporativistiske styringsmodel, som havde sin guldalder i perioden fra 1950erne og frem til 1980erne. Lønmodtagerne oplevede dette gennem en stadig højere levefod og bedre levevilkår. Man kan nævne velfærdsstaten og herunder indførelsen af folkepensionen i 1956 som eksempler herpå.

Der er mange indicier på, at arbejderbevægelsen har mistet en del af den styrke, den havde frem til 1989. Den kolde krigs ophør og de liberalistiske økonomiskolers påvirkning af skiftende regeringer og overstatslige institutioner har presset fagbevægelsen. Lønmodtagerne i Danmark opretholder dog stadig de såkaldte syv industrielle borgerrettigheder takket være den høje faglighed og specialisering, som gør, at en medarbejder ikke lige kan erstattes med en anden. Ifølge LO’s formand Lizette Risgaard truer disruption således ikke den danske arbejder med prekære arbejdsvilkår.

bonus.

Supplerende kilder til yderligere arbejde med fagbevægelsens etablering og integration i det danske samfund

Kilde 1. ”Af manifest fra De samvirkende Fagforeninger i København november 1886” i Henry Karlssons Arbejderkår og arbejderbevægelse 1871‐1914 (Gyldendal 1972) s.31-33. Kan hentes her.

Spørgsmål til kilden:

1. Forklar de tre formål, man har med foreningen. Hvordan vil opfyldelsen af disse tre formål kunne styrke fagbevægelsen og dermed forbedre arbejderne levevilkår?
2. Hvad er forudsætningen for, at man kan opnå disse formål?
3. Med hvilke argumenter kræver man, at arbejdstiden skal sænkes?
4. Det fremgår af kilden, at fagforeningerne vil have monopol på at erklære strejke mod en arbejdsgiver, og at man først skal bruge fredelig midler. Hvordan vil I forklare, at det er et vigtigt punkt i manifestet?
5. Hvorfor ønsker man en voldgiftsret?

næste >